Om Jordemoder Anne Riis

”Jeg brænder for at give jer en tryg graviditet og en god start på barselstiden med udgangspunkt i jeres behov, og hvad der føles rigtigt for jer”

Jeg er uddannet jordemoder i januar 2012, og har sidenhen arbejdet med gravide, fødende og barslende kvinder og familier indenfor det offentlige på Regionshospitalet Viborg, Thisted sygehus og Sørlandet sykehus i Kristiansand, Norge.

Jeg har fulgt gravide gennem deres graviditet i jordemoderkonsultationen og afholdt fødsels- og familieforberedelse for adskillige kommende forældre. Jeg har været med til mange fantastiske fødsler, både normale og komplicerede og hjulpet nybagte mødre og familier til en vellykket ammeetablering. Desuden har jeg haft efterfødselssamtaler med par, der har haft behov for at få talt graviditets- og fødselsforløbet igennem, for at kunne sætte et punktum og begynde på livet som en familie. Alle forløb har været særlige og helt unikke på hver sin måde.

Udover uddannelsen som jordemoder har jeg sidenhen uddannet mig indenfor obstetrisk akupunktur til graviditet, fødsel og barsel, gravid- og efterfødselsmassage, rebozomassage og gravidyoga. Endvidere har jeg videreuddannet mig til ammekonsulent ved Kompetencecenter for Amning og er IBCLC-certificeret (International Board Certified Lactation Consultants). Senest er jeg påbegyndt uddannelsen som tungebåndsvejleder for at dygtiggøre mig yderligere indenfor amning. Jeg sørger for at holde mig opdateret på den nyeste evidensbaserede viden og praksis, og deltager i professionelle netværk og relevante kurser indenfor mit fagområde og jeg er også medlem af jordemoderforeningen.

I 2018 startede jeg som privatpraktiserende jordemoder.

Jeg åbnede min private jordemoderklinik, som dengang lå i Vils. Det var en drøm som gik i opfyldelse. Hurtigt fik jeg dog brug for mere plads, og samtidig længdes jeg, min mand Søren og vores to børn efter at flytte ud på landet. Så vi købte en gammel charmerende gård i Bjørndrup, lige udenfor Nykøbing M, som kunne danne de perfekte rammer for både vores familieliv og mine drømme om en større privat jordemoderklinik. Byggeriet med at forvandle en tidligere gammel stald til en ny og moderne jordemoderklinik gik i gang, og i februar 2024 stod den nye og større jordemoderklinik færdig.

I jordemoderklinikken tilbyder jeg jordemoderydelser i graviditeten og efter fødslen. Det være sig jordemoderkonsultationer, individuel fødsels- og ammeforberedelse, gravidmassage, rebozomassage, akupunktur, fødselsmodning, ammevejledning, efterfødselssamtale og efterfødselsmassage.

Jeg vægter højt, at de gravide og barslende, der kommer hos mig oplever ro, nærvær og tryghed, og der er derfor altid afsat god tid til hvert besøg.

Sideløbende med mit private virke har jeg haft vagter i jordemoderkonsultation, fødegang og barselsgang i offentligt regi, og jeg kender derfor til arbejdsgangen og miljøet på disse afdelinger, og jeg sørger for at holde mig opdateret på de anbefalinger, som du vil møde i det offentlige. Dette ser jeg som en styrke til at kunne støtte og vejlede dig gennem graviditeten, frem til fødslen og tiden derefter.

Du kan se mine jordemoderydelser som et supplement til det tilbud du får i det offentlige sundhedsvæsen. Alle jordemoderkonsultationer og behandlinger hos mig kan sagtens kombineres med det forløb, du allerede har i det offentlige.

Alle mine jordemoderydelser foregår enten i jordemoderklinikken eller hjemme hos dig.